Sker der noget uventet, eller går forløbet med vovse slet ikke, som det skal, så kontakt gerne en af administratorerne i gruppen. Du/ I står aldrig alene. Vi hjælper altid, så godt vi kan med at løse situationen. Du er en del af et netværk, hvor vi hjælper hinanden. Da vi alle i foreningen er frivillige er antallet af frivillige nogle gange skiftende. Derfor kan der være perioder, hvor vi ikke er så mange, og vores svartider vil desværre også være derefter. Men vi lover at komme til din henvendelse og være klar til at hjælpe med eventuelle udfordringer.

Du kan også finde ind på den facebookgruppe, der hedder “Alle os med Valceahunde”, hvor du også altid er velkommen til at søge et godt råd. Der sidder mange med gode erfaringer fra deres egne hunde (både fra Valcea og “almindelige” hunde), som ofte er meget villige til, at dele deres erfaringer. Vi sætter dog pris på, at lige meget hvor svær din situation er – at du holder den gode tone. Husk på vi ønsker kun dig og hunden det bedste og den uforudsete situation du måske står i, er ikke nødvendigvis noget, vi er herre over.

Til sidst har du også muligheden for at skrive til vores frivillig Joy Thomsen. Hun sidder med tung erfaring fra egne Valcea-hunde og har kæmpet med angst, traumer, aggression samt helt almindelige adfærdsproblemer. Joy tilbyder både hjælpe og vejledning i forhold til de tunge adfærdsproblemer som angst (traume) og aggression og i forhold til almindelige adfærdsproblemer som renlighedstræning, alene-hjemme-problemer mm. Det tilbydes, både til dem der endnu ikke har besluttet sig, dem der lige har fået deres hund hjem og dem er har haft deres hund i kortere eller længere tid. Det kan også være, at du ikke har brug for direkte hjælp eller vejledning men synes det ville være en hjælp at have en at sparre med i forbindelse med adfærdsproblemer, og her er Joy også klar til at hjælpe.

Vær opmærksom på, at Joy tilbyder dette som frivillig (i sin fritid) og på baggrund af egne erfaringer. Der tages derfor også forbehold for, at jeres problem(er) er udover Joys viden/evner eller at tidsbehovet er for stort til at håndtere som frivillig. I sådanne situationer vil du/I sendes videre til dertil kvalificerede eller specialiserede trænere. Der vil stadig kunne tilbydes, at Joy kan være med på sidelinjen eller om sparringspartner, hvis du/I ønsker det.

Hvis I har brug for hjælp eller sparring, så tag fat i Joy, så finder vi dén bedste løsning for jer og jeres hund. I kan finde Joys kontaktoplysninger under “Kontakt”.